Selv efter libanesiske standarder har det seneste år været vildt. Et økonomisk kollaps, politisk krise, corona og en ødelæggende eksplosion i Beiruts havn. Mellemøstforsker Helle Malmvig skriver et personligt essay om året i Libanon, og hvordan humoren – trods alt – hjælper.
Luften er elektrisk. De hoppende, smilende, råbende kroppe er som ladet med en særlig kraft, der smelter de enkelte dele sammen til én beruset boble af energi, der tør håbe alt, overkomme alt. På Martyrpladsen i Beiruts centrum kommer stadig nye til, så mange, at de trods pladsens enorme størrelse presses ud i sidegaderne. De råber på revolution. Frygten for de korrupte sekteriske ledere og deres militser er drevet bort. Frygten for hinanden forsvundet. Alle partilederne skal falde, synger de taktfast: ”Kellon yanie kellon”.
Jeg bor i Beirut, netop som oprøret starter i oktober 2019. I kølvandet på nye skatter, skovbrande og en økonomi i frit fald, kræver libaneserne forandring af det dysfunktionelle politisk-religiøse system, som har holdt libaneserne nede siden borgerkrigens afslutning (1975-1990). Protesterne er fra begyndelsen ladet med humor, og den særlige energi som hører folkefester og forelskelser til. Demonstranterne joker, laver satire og klæder sig ud. De tager klovnemasker på eller maler de politiske ledere som inkompetente klovne på husmure og veje. Med store enfoldige øjne, røde næser og krøller i grønt og rødt. De piller effektivt den politiske elite ned fra den ophøjede position, de normalt indtager. Humoren og latterliggørelsen får magtens piedestal til at smuldre. På de store indfaldsveje rundt i hele landet blokerer demonstranterne trafikken for at presse regeringen til at gå af. Den firesporede ringvej, som løber midt gennem Beiruts centrum, er normalt så trafikeret, at jeg må tage et indre tilløb med mig selv, før jeg vover at krydse den. Men nu er den tømt for biler. Midt på vejen holder demonstranterne i stedet yogaundervisning, griller og spiller musik. Sent om aftenen bliver et banner hængt hen over ringvejen. Det viser troldmanden Gandalf fra Ringenes Herre, og med store bogstaver står der skrevet: ”You shall not pass. Lord of the Ring.” Latteren og smilet hjælper med at feje den irritation, som nogle bilister i Beirut ellers kunne have over vejblokeringen, væk.
Humoren har en særlig evne til at binde mennesker sammen og jage frygten på porten.
Humoren og det parodiske vendes også mod de to shia-partier Hizbollah og Amal, som forudsigeligt beskylder demonstranterne for at være i lommen på udenlandske magter og sponsoreret af den amerikanske ambassade. En af demonstranterne stiller sig op med en flaske tequila og et skilt med ordene ”sponsoreret af den mexicanske ambassade”, en anden sælger med glimt i øjet brød ”sponsoreret af Qatar”. Og da flere i den ældre generation advarer de unge demonstranter om risikoen for krig og indre splid, laver aktivister en happening, hvor den libanesiske borgerkrig bliver rituelt henrettet i en galge midt på Martyrpladsen.
