FN er begrænset af sine medlemmers interesser og har derfor sin primære funktion i det mere apolitiske felt. Det bør holde sig til vacciner, katastrofebistand og enkelte fredsbevarende missioner. Kampen for frihed og demokrati skal føres andetsteds.
De Forenede Nationer fylder 75 år i år, hvilket fejres. Men der er blinde vinkler i FN-samarbejdet. Hvis demokratiske værdier skal sikres over hele verden, er det ikke igennem FN. Det skal foregå indenfor andre formater, hvor demokrati og frihed sættes først – og ikke blot tækkes verdens despoter, som desværre ofte bliver normen i FN. FN opstod af asken efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser med en ambition om at sikre freden fremover. FN ses dermed som toppen af fødekæden af internationalt samarbejde, der sikrer både fred i verden til katastrofehjælp og vaccinationer i udviklingslande. Nogle af de mangeartede missioner har FN udført godt, nogle mindre godt og nogle decideret ringe. Internationalt samarbejde er ikke en værdi i sig selv. Og FN-stemplet er ikke nok i sig selv. Det skal give resultater for at kvalificere som effektiv multilateralisme.
I 2001, som ung fuldmægtig i Udenrigsministeriet, deltog jeg i UNIDO’s generalforsamling. Hvis De, kære læser, ikke har hørt om organisationen, er der en god grund dertil. På papiret er organisationen dedikeret til industriel udvikling – praktisk talt kunne den forsvinde ud af det multilaterale alfabet, uden at nogen ville opdage det. Generalforsamlingen dengang var mit første møde med bureaukratisk tidsspilde med formålsløse resolutioner. Heldigvis beskar Danmark senere hen støtten til UNIDO. USA havde allerede trukket sin støtte tilbage i midten af 1990’erne. Nu har Kina overtaget generaldirektørposten og bruger formentligt mest UNIDO til at inficere FN med sine autoritære standarder.
Det er derfor en konkret afvejning, om det giver mening at være medlem af FN-organisationer, som ikke lever op til deres formålsparagraf. Særligt USA, der er en af FN’s grundlæggere, har i stigende grad trukket sig fra dele af FN-samarbejdet. Under præsident Trump har det været fra klimasamarbejdet (en fejl, i min optik), UNESCO og FN’s Menneskerettighedsråd. På det sidste område kan jeg følge rationalet i den amerikanske tilgang. USA’s FN-hold forsøgte ihærdigt at få nødvendige ændringer, for eksempel øget inddragelse af civilsamfundet og hårdtslående resolutioner ved konkrete overgreb, igennem – uden held. Daværende amerikanske FN-ambassadør Nikki Haleys afskedssalut ved udmeldelsen i 2018 var at sammenligne Menneskerettighedsrådet med en ’sump’, der beskyttede menneskerettighedsovertræderne i stedet for ofrene.
Særligt USA, der er en af FN’s grundlæggere, har i stigende grad trukket sig fra dele af FN-samarbejdet.
