FN er under pres, men den øgede stormagtrivalisering og coronakrisen skaber også muligheder for verdensorganisationen. Den realisme, der har båret den gennem de første 75 år, er stadig vejen frem.
FN fejrer sin 75-års fødselsdag på et tidspunkt, hvor det internationale samarbejde er udfordret på alle parametre. COVID-19 har – med generalsekretærens ord – kastet verden ud i den værste krise siden Anden Verdenskrig. På uhyggeligt få måneder er hårdt tilkæmpede fremskridt blevet rullet år tilbage: fattigdom, ulighed, klima, menneskerettigheder, fred og retfærdighed – det går den gale vej over hele linjen. For FN kan pandemien dog vise sig at være præcis det wakeupcall, der bringer det multilaterale samarbejde tilbage på sporet og får alverdens statsledere til at indse, at det at udvise international solidaritet og indgå i forpligtende internationalt samarbejde ikke er i modstrid med den nationale interesse, men tværtimod en forudsætning for at tage hånd om det 21. århundredes mangeartede trusler mod deres egne befolkninger og økonomier.
Det er i hvert fald håbet blandt FN’s venner, og måske har de denne gang noget at have det lyseblå håb i. FN kan også uden grundlæggende reformer danne rammen om det nødvendige globale samarbejde – også selvom stormagtsrivaliseringen og værdikampen tager til.
I modsætning til finanskrisen, der tilbage i 2007-08 markerede afslutningen på det korte unipolære øjeblik, passer den nuværende krise rigtigt godt til FN.
FN kan også uden grundlæggende reformer danne rammen om det nødvendige globale samarbejde.
