FN’s fredsoperationer er en af det 20. århundredes mest succesrige nødløsninger. De har fleksibelt tilpasset sig ændringer i den globale kontekst og bidraget til at mindske menneskelig lidelse, siden de blev opfundet. Det vil de også gøre fremover.
FN var tænkt som et globalt kollektivt sikkerhedssystem ved sin oprettelse i 1945. Stormagterne i FN’s Sikkerhedsråd skulle stille militære styrker til rådighed for FN og i fællesskab imødegå aggression med så overvældende militær magt, at der kunne gøres kort proces med eventuelle aggressorer.
Visionen blev forpurret af konfrontationen mellem Sovjetunionen og USA, og det tvang FN til at improvisere for at forhindre Den Kolde Krig i at blive varm. FN’s fredsoperationer var et resultat af denne improvisation. De er, som professor Alan James udtrykte det i sin klassiker Peacekeeping in International Politics (1990), en ”sekundær aktivitet”, fordi deres iværksættelse og succes afhænger af andres ønsker og velvilje. En FN-operation bliver kun til noget, hvis mindst ni medlemmer af Sikkerhedsrådet støtter det, de fem permanente medlemmer af Rådet (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA, også kendt som P5) ikke nedlægger veto, og FN’s medlemslande er villige til at levere det nødvendige personel og udstyr. FN råder nemlig ikke over stående styrker selv. Endelig kræver succes samtykke og samarbejde fra de stridende parter, da FN-styrker kun har kapacitet til at bruge magt i meget begrænset omfang.
Den tiltagende rivalisering mellem Kina, Rusland og USA har fået flere til at stille spørgsmål ved FN-operationernes fremtid.
Den igangværende ændring af magtbalancen og tiltagende rivalisering mellem Kina, Rusland og USA har fået flere til at stille spørgsmål ved FN-operationernes fremtid. Det er der ikke grund til. FN’s fredsoperationer formes af tre kontekstuelle faktorer: den globale magtfordeling, fremherskende idéer om international fred og sikkerhed og operative erfaringer. Samspillet mellem disse tre faktorer fødte og udviklede FN-operationerne under Den Kolde Krig. Ændringer i samspillet som følge af Sovjetunionens sammenbrud gav FN-operationerne nye formål og funktionsmåder. De igangværende ændringer af magtfordelingen vil ligeledes sætte sig klare spor. Men operationerne vil bestå, fordi de fremherskende idéer om international fred og sikkerhed og positive operative erfaringer understøtter dem.
