Krisen mellem Tyrkiet og Grækenland er spidset til i den senere tid. Kampen står om retten til havet og havbundens ressourcer, og det kan blive blodigt, selv om ingen af parterne søger en krig.
Oruç Reis er kommet på alles læber i Grækenland, og de fleste vil uden tøven fortælle, at der er tale om det tyrkiske undersøgelsesskib, som på daglig basis krænker græsk og cypriotisk territorialfarvand.
Tyrkisk offentlighed derimod forbinder Oruç Reis med en legitim søgen efter de naturressourcer i den tyrkiske fastlandssokkel godt gemt i Middelhavets dyb. Og det tilføjes ofte, at det er uretfærdige aftaler, der holder Tyrkiet indespærret bag en mur af græske øer, og afskærer det fra adgang til de rigdomme, som er retmæssigt tyrkernes.
Selve navnet Oruç Reis kan læses som et officielt signal om, at Tyrkiets interesser omfatter hele Middelhavet: Oruç Reis var en osmannisk admiral, der i begyndelsen af 1500-tallet med stor succes opererede i farvandene omkring det nuværende Tyrkiet, Syrien, Egypten og Libyen. Hans navn er synonymt med fordrivelsen af de europæiske magter fra det østlige Middelhav og med de erobringer, der gjorde Ægæerhavet til en osmannisk indsø.
På mange måder repræsenterer disse forståelser den afgrund, der skiller de tyrkiske fra de græske synspunker, samtidig med at de antyder den rækkevidde, som Ankara gerne så, at Tyrkiets indflydelse i Middelhavsområdet måtte have.
