Danmark har i årtier været ledende i FN’s arbejde for at bekæmpe tortur. Det viser, at Danmark sagtens kan løfte en politisk ’mærkesag’ i FN. Men også, at det er en krævende opgave og et langt sejt slid.
Der er et absolut, fuldstændigt og ufravigeligt, folkeretligt forbud mod brug af tortur. Der er ingen kattelem, ingen undtagelser. Det ved militærjuristerne udmærket – og derfor har de også fra tid til anden brugt mange kræfter på at hævde, at selv meget hårdhændede afhøringsteknikker og brug af waterboarding – simulering af drukning – ikke er tortur.
Forbuddet mod tortur er formuleret i artikel 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948, gentaget i artikel 7 i FN’s Pagt om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966 og fuldt udfoldet i FN’s Konvention mod Tortur, der blev vedtaget i 1984. Trods det klare forbud er ”tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling” – som det hedder i konventionen – udbredt overalt i verden. Få lande kan sige sig fri for at have episoder fra tid til anden, og i mange lande ser man fortsat udbredt brug af stærkt nedværdigende behandling i myndighedernes varetægt. I 2014 udgav Amnesty International en rapport, der konkluderede, at 141 lande havde udøvet tortur i perioden 2009-2014. Forbuddet mod tortur er absolut af moralske, etiske og menneskeretlige grunde.
Man bryder sammen, når man udsættes for tortur – det er hele formålet med det – men man fortæller ikke ’sandheden’.
Men tortur virker heller ikke. Det berygtede ’tikkende bombe’-scenarie er en myte, eller måske snarere et greb i spændingsfilm og TV-serier. Man bryder sammen, når man udsættes for tortur – det er hele formålet med det – men man fortæller ikke ’sandheden’. Tværtimod siger man det, som bødlerne vil høre. Da Anders Behring Breivik blev anholdt på Utøya 22. juli 2011 – og påstod, at der stod andre terrorgrupper klar til at handle – tænkte de norske politifolk ikke, at nu skulle han pines til at sige sandheden. De satte ham i en stol, gav han en kop kaffe og satte en af deres mest erfarne forhørsledere, Nina Holm Andersen, til at snakke med ham; det gav langt mere relevante og præcise oplysninger.
