Efter finanskrisen i 2008 begyndte indenrigspolitiske hensyn at veje tungere end internationalt lederskab for USA. Uanset, hvem der vinder det amerikanske valg i år, er der ikke meget, som tyder på, at ’de gode gamle dage’ med Pax Americana vender tilbage.
Da finanskrisen ramte USA, ændrede det ikke blot dynamikkerne i amerikansk indenrigspolitik. Det ændrede også prioriteringen i udenrigspolitikken. USA kunne og ville ikke længere agere ’verdens politimand’, og målsætningen for præsident Barack Obama var en bedre balance i brugen af de nu begrænsede ressourcer til at sikre landets interesser.
Nu har vi ved de seneste tre valg i USA set en kandidat vinde, som har haft det udenrigspolitiske budskab, at USA skal passe mere på sig selv og pleje egne interesser. Med coronaepidemiens forventede voldsomme indflydelse på amerikansk økonomi er det svært at se denne tendens blive ændret.
USA’s status som den dominerende hegemon i det internationale system er slut, og det store spørgsmål er, hvordan man vil håndtere denne situation. Det virker til, at realismen i disse år har vundet indpas i den udenrigspolitiske tænkning – både hos demokrater og republikanere. Det bærende princip er ’retrenchment’ (nedskæring i udgifter, red.). Den store forskel mellem de visioner, som i øjeblikket præsenteres i amerikansk politik, ligger i, hvordan man gennemfører en retrenchment-strategi – altså forsøget på at fastholde sin position i det internationale system og få maksimalt udbytte af sine svindende ressourcer.
For os på denne side af Atlanten bliver dét spørgsmål relevant, for rigtig mange spørger sig selv: ”Bliver amerikansk udenrigspolitik ’normal’ igen, hvis præsident Trump taber valget til november?” Svaret til det, må vi bare konstatere, vil efter al sandsynlighed blive ”nej”. Coronakrisen vil igen svække amerikansk økonomi, og arbejdsløsheden er i gang med en himmelflugt. Kort sagt er forudsætningerne ikke tilstede for at genetablere et amerikansk lederskab, som vi i Europa har nydt godt af siden Anden Verdenskrigs afslutning.
