Coronavirussen knækker næppe regimet, men udstiller dets problemer. Samtidigt har det skabt modvilje i mange dele af samfundet, at Putin har gjort det muligt for sig selv at blive præsident på livstid.
Hvis denne artikel var blevet skrevet i midten af marts 2020, ville indholdet have været markant anderledes. Den ville have handlet om Vladimir Putins beslutning om at påtvinge Rusland såkaldte ’forfatningsmæssige ændringer’, der giver ham mulighed for at lede landet frem til 2036. Eller jeg ville have berettet om forberedelserne til 75-års-dagen for sejren i Europa og Moskvas fortsatte propagandakrig med det formål at skyde skylden for Anden Verdenskrig på Vesten.
Men COVID-19-pandemien fejede alle disse temaer af bordet. Pandemien er denne gang ikke en imaginær ’udenlandsk trussel’, som Putins administration er så ferm en leverandør af til propagandamæssige formål, hvor Putin selv iscenesættes som den bedst egnede til at ’overvinde’ disse udenlandske trusler. Dette er en reel global krise, der allerede nu tester hans 20-årige ’magtvertikal’ helt specifikt. Testresultaterne har hidtil i bedste fald været blandede. Og udfaldet vil uden tvivl have indflydelse på fremtiden for Ruslands autoritære regime.
Siden Putin blev præsident i 2000 har han koncentreret sig om at gennemføre fem politiske indsatsområder: Opbygning af en såkaldt ’magtvertikal’ – et system med et landsdækkende centralistisk politisk hierarki, hvor Kreml er den ultimative beslutningstager og dommer; at skabe og udvikle snesevis af statsejede virksomheder – Rosneft, Rostech, Roscosmos med flere – der tjener det dobbelte formål at centrere kontrollen over økonomien i Kreml og gøre Putin og hans inderkreds til multibillionærer; at undertrykke uafhængige medier og skabe en gigantisk propaganda- og desinformationsmaskine, massivt rettet mod både et indenlandsk og udenlandsk publikum; opretholdelse af en revanchistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik – modstand mod Vesten og beskyttelse af diktatoriske regimer over hele kloden.
Politikområderne er tydeligt i overensstemmelse med hr. Putins eget verdenssyn, men har desuden også et andet formål: at fremelske i den russiske befolkning en tilstand af national chauvinisme og en oplevelse af at befinde sig i en ’belejret fæstning’, hvilket medvirker til at holde befolkningen i skak og skabe ærefrygt for præsidenten og således sikre en slags politisk ’stabilitet’. Annekteringen af Krim i 2014 har hidtil været denne politiks foreløbige højdepunkt. Endelig er formålet med det femte politikområde at forhindre enhver effektiv modstand mod regimet i at opstå – både uden- og indenfor Kremls mure.
