Hanseforbundets tilblivelse, udvikling, opblomstring og forfald er ikke kun af interesse for historikere. Principper og elementer fra ’Hanse-modellen’ kan meget vel blive bærende i opbygningen af det 21. århundredes nye verdensorden.
Hanseforbundet er et af de mest interessante fænomener fra det middelalderlige Europa, om end det med uret er blevet overset. Forbundet forblev en essentiel del af den europæiske historie over fem århundreder – fra midten af det 12. århundrede til midten af det 17. århundrede. På højdepunktet af sin vælde strakte dets indflydelse sig fra Venedig i syd til Bergen i nord, og fra London i vest til Novgorod i øst. Hanseforbundets skibe rejste til Arkhangelsk, Lissabon og Reykjavik, til Middelhavets fjerneste havne. Tyske kurfyrster, franske konger, svenske jarler og russiske kejsere var nødt til at forholde sig til Hanse.
Tyske kurfyrster, franske konger, svenske jarler og russiske kejsere var nødt til at forholde sig til Hanse.
Hanseforbundets handelsflåde bestod allerede i begyndelsen af det 14. århundrede af tusinder af skibe. Til sammenligning kan det bemærkes, at den berømte ’Uovervindelige Armada’, som på bekostning af en enorm kraftanstrengelse for den spanske supermagt blev udrullet næsten tre århundrede senere, bestod af cirka 130 skibe. I løbet af Hanseforbundets opblomstringsperiode i det 15. århundrede nærmede antallet af fuldbyrdede medlemsbyer sig 200, og der var op til tre tusinde områder på det enorme nordeuropæiske kontinent, som var under Hanses indflydelse.
