I de fleste arabiske lande er Foråret blevet undertrykt og har ført til krig og konflikt. Men i Tunesien er det stadig håb. Men slaget er ikke slut.
’Det Arabiske Forår’ var et begreb, der blev opfundet i den vestlige presse for at beskrive protester og oprør i en række muslimske lande i begyndelsen af 2010. Det begyndte med, at den ludfattige gadehandler Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv på åben gade i Tunesien. Han så sig ikke i stand til at overskue sine kummerlige leveforhold, der blev direkte påvirket af magthavernes korruption. I løbet af få dage etablerede sympatisører gadedemonstrationer i alle tunesiske byer, og i løbet af få uger flygtede Ben Ali, den tunesiske diktator gennem 23 år. Inden længe spredte opstandene sig til næsten alle de arabiske lande. Det såkaldte ’Arabiske Forår’ var allerede ebbet ud i 2012, efter mange af regimerne slog hårdt ned på demonstranter og oprørere.
Men det gjaldt ikke Tunesien, som efter diktatorens flugt fik en demokratisk forfatning med sin første folkevalgte præsident, regering og parlament i 2014. Men var der tale om et ’arabisk forår’, som overlevede i Tunesien? Lad os se nærmere på, hvad der egentligt skete ved det tunesiske valg for nyligt.
Man kunne sige, at demokratiet endeligt havde sejret, da præsident Beji Caid Essebsi fik magten ved det første demokratiske valg i 2014, hvor hans parti Nidaa Tounes og det moderate muslimske parti Ennahdah dominerede regeringskoalitionen i parlamentet. Det nye regime skulle legitimere sig gennem god regeringsførelse og kæmpe imod social ulighed og for kvinders ligeret. Voldtægt blev gjort ulovligt og kvinder fik lige arveret med mænd. Det gik dog trægt med at bekæmpe ulighed indenfor jobskabelse, uddannelse og sundhed i et mellemindkomstland, hvis midler var begrænsede.
Samtidig blev ’sikkerhed’ nu en prioritet med gradvis genetablering af politistatsmetoder som for eksempel tortur på bekostning af retssikkerhed.
