Leder du efter Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside? Vi har skiftet domæne. Klik dig ind på www.udenrigspolitik.dk

Udenrigs IIII 2020 Fra redaktionen

Demokrati under pres

”Events, dear boy, events.” Sådan beskrev den britiske premierminister Harold Macmillan engang det, der kan få regeringer til at snuble. Og begivenheder er der ikke just mangel på for tiden.

Coronakrisen er kommet buldrende fuldkomment uventet og har på få måneder fået den globale økonomi ud i et nærmest frit fald og skabt en helt ny verden. USA har end ikke kunnet beskytte sig selv og mildt sagt ikke vist sig som en verdensleder i krisens stund. Hvordan det hele ender – og hvornår – er umuligt at sige, vi rider alle på tigerens ryg i disse måneder. Men så meget desto mere er der anledning til at tænke og læse om verden og de mange udenrigspolitiske dagsordener – både de coronarelaterede og alle de andre, der jo ikke er forsvundet.

Krisen har for flere ledere været en mulighed for at stramme grebet om deres lande yderligere – og det er netop de autoritære tendenser i verden, der er den røde tråd i dette nummer af Udenrigs. Afmonteringen af demokratiet sker både i den fysiske og i den digitale verden. Æraen, hvor man så information som fri og sociale medier som et våben mod undertrykkelse, er for længst forbi. Som man kan læse i en række artikler i dette nummer, er både digitaliseringen og de sociale medier blevet en styrke for autokrater og diktatorer, en måde at holde øje med befolkningen på og skabe misinformation. Og det er ikke kun i udemokratiske lande, at det er en enorm udfordring. Præsidentvalget i USA i 2016 blev manipuleret af Cambridge Analytica, og meget tyder på, at også valget i 2020 – og mange andre demokratiske valg – er i fare. Men hvordan kan demokratierne beskytte sig selv? Vi dykker også ned i en for mange ukendt verden af ekstrem antifeminisme, den såkaldte incelkultur, der florerer og radikaliserer på internettet.

Som konkrete eksempler på autokrater zoomer vi ind på nogle af verdens mægtigste mænd, lederne af Kina, Rusland, Indien og Brasilien, og ser nærmere på både personerne og de udfordringer, de står overfor. Vi retter også blikket mod USA her i valgåret – et valgår, der bliver meget anderledes end ventet på grund af krisen – og ser på, hvor meget, eller rettere lidt, USA’s udenrigspolitik vil ændre sig, hvis Trump taber. Endelig er der naturligvis klimakrisen, den store langsigtede krise, der lurer bagved coronakrisen. Også den er en udfordring for både økonomien og friheden, for den kan også blive en undskyldning for øget overvågning og statslig kontrol.

Der er meget at tænke over, men også meget at blive klogere af i dette nummer af Udenrigs, der som vanligt også har anmeldelser af en række interessante nye bøger. Rigtig god læselyst – og pas på jer selv.

Få adgang til UDENRIGS.DK

Gratis prøveabonnement i 30 dage

Få adgang til Udenrigs

TEGN ABONNEMENT
Allerede bruger? Log ind her