Populister har brugt coronakrisen ganske flittigt til at sprede ’dem mod os’-fortællinger gennem misinformation og konspirationsteorier.
I sin lille bog La Bombe Informatique fra 1998 beskriver den franske filosof og byplanlægger Paul Virilio, hvad han kalder ”informationsbomben”, som ”det nye absolutte våbensystem” efter atombomben. De nye kommunikationsteknologier havde våbengjort information og muliggjort en decideret global informationskrig. Modsat de traditionelle krige er informationskrigens primære ofre ikke menneskeliv, men sandheden. Ikke fordi vi nødvendigvis bliver overbevist om noget forkert, men fordi accelerationen og mængden af information gør det stadig mere uigennemskueligt at skelne mellem sandt og falsk. Virilios bog om informationsbomben blev skrevet efter internettets fremkomst, men inden de nye netværksbaserede offentligheder på de sociale medier opstod. Men hans indsigter er mere aktuelle end nogensinde, hvilket coronakrisen har vist.
Hvad er populisme?
De sidste par år har populismen som politisk fænomen fået en stadig mere central plads på den globale scene, især set i lyset af Brexit og det amerikanske præsidentvalg 2016. Populisme er dog et notorisk omstridt begreb i såvel den offentlige debat som i akademia. I den brede offentlighed bliver det ofte brugt som synonym for ’uansvarlig’ økonomisk politik eller at lefle for vælgerne og følge de umiddelbare folkestemninger. Her bruges det mest som et skældsord, og med ganske få undtagelser vil stort set ingen politikere selv påtage sig prædikatet populist. I forskningen er man heller ikke enige om én betydning. Én gruppe af forskere ser populisme som en ideologi, mens en anden ser det som en bestemt politisk eller retorisk stil, og en tredje ser det som en særlig type bevægelse eller politisk strategi.
Populisme forstås dog bedst som en form for logik, det politiske kan artikuleres ud fra – en form snarere end et specifikt indhold. Den populistiske logik italesætter et ’folk’, som undertrykkes af en ’elite’ eller ’politikerne’. Ofte, om end ikke i alle tilfælde, må folket samle sig under én leder, der legemliggør folkets vilje og taler på vegne af det. Højrepopulismen udmærker sig ved, at ’elitens’ store forbrydelse er, at den indgår i en alliance med ’de fremmede’, som i nutidens vestlige politik næsten altid er de muslimske indvandrere, og som eliten prioriterer over ’det sande folk’.
